Soldaterne i Afghanistan bruger heavy metal og country i kampen mod Taleban
Det amerikanske militær har haft tænkehatten på og har udviklet en festlig, alternativ måde til at drive fjenden i Afghanistan ud af deres huler. Med et sæt højtalere, der er Orange Scene værdige, blæser de simpelthen terroristerne ud af bjergene med timelange musiksessioner bestående af materiale fra eksempelvis Metallica, The Offspring og Thin Lizzy. Den øverstkommanderende i området vil dog nu have metoden stoppet.
Når projektilerne begynder at suse gennem den afghanske ørkenluft, ruller en pansret mandskabsvogn med op i front og starter den særligt tilrettelagte playliste, der ud over heavy metal og rock også favner countrymusik, og kan høres to kilometer væk.
"Nogle af de lokale beklager sig, men det er en måde at presse dem til at vælge," fortæller en soldat fra specialstyrkerne i Helmand Provinsen til den australske avis WA Today. "Vi fortæller dem, at de skal dø". Han oplyser, at anlægget også udsender beskeder fra den afghanske regering og trusler til talebanerne, og så motiverer musikken også de amerikanske soldater i kampen.
Ifølge WA Today er det svært at sige, hvor effektiv metoden egentlig er, men den har en tydelig indvirkning på områdets børn. De løber rundt med hænderne for ørerne for at beskytte trommehinderne fra den nådesløse brug af musikinstrumenter.
Oberst Brian Christmas, der er øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Marjah, siger, han ikke vidste noget om den krigeriske musiceren.
"Det er upassende," siger han, og påpeger, at handlingsplanen for Afghanistan jo netop er at gøre sig gode venner med befolkningen. "Jeg vil bede om at få dette stoppet omgående."
Offensiven i Marjah er profileret som den største i USAs ni år lange krig mod Taliban i Afghanistan. For to måneder siden landede 15.000 soldater i området, men det er stadig ikke lykkedes dem at rokke ved det rædselsregime, terrorgruppen hver dag skaber i Helmand Provinsen. Planen er at soldaterne atter begynder at rykke ud om godt et år, i midten af 2011.