Nyhed

Chimes & Bells debuterer

Bandets længe ventede debut udgives den 4. oktober

Det københavnske artrock-orkester Chimes & Bells, med Cæcilie Trier i front, udgiver deres selvbetitlede debut-album den 4. oktober. Cæcilie Trier er efterhånden en erfaren musiker på den københavnske indie-scene. Hun har fungeret som komponist, arrangør og musiker for forskellige bands som Le Fiasko, Choir of Young Believers og Atoi.

I Chimes & Bells er det imidlertid Triers egne kreative evner der er i spil og hun står bag al musik og tekst. Udover sangerinden består orkesteret af musikere fra Howl Baby Howl og Choir of Young Believers. Det selvbetitlede album kommer musikalsk til at ligge i forlængelse af den anmelderroste ep Into Pieces of Wood, der fik fire stjerner af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, som havde følgende roser at uddele:

"Ambitionen har tydeligvis været at skabe et helstøbt, magisk udtryk, der nærmest suger lytteren til sig - lidt i stil med let åndsbeslægtede navne som Mazzy Star, My Bloody Valentine og Velvet Underground - og det må man sige i høj grad er lykkedes med denne lovende ep. Det skal blive spændende at høre klokkeværket over et helt album."



ANNONCE