I forbindelse med udgivelsen af debutalbummet skal gruppen med Trentemøller rundt i Europa
Til trods for at Chimes & Bells endnu har udgivelsen af deres debutalbum til gode, har de allerede spillet på Roskilde og Spot samt sikret sig en kontrakt med Bella Union. Nu har de så scoret endnu en fin aftale i form af en opvarmningstjans for Trentemøller, der hiver dem med rundt i Europa dette efterår.
Chimes & Bells udsendte sidste år en ep med titlen "Into Pieces Of Wood", der har banet vejen for alle de førnævnte succesoplevelser, og til oktober kommer så den længeventede debutplade.
Fire dage efter udgivelsen kan bandet så sætte gang i en turné, der vil bringe dem til Spanien, Frankrig, Tyskland, Italien, Schweiz, Østrig, Belgien, Holland, Irland og England sammen med Trentemøller.
Turnéen starter 8. oktober i Berlin og slutter tyve dage senere i Holland, hvor bandet vil have spillet atten koncerter rundt om i Europa.
Chimes & Bells kan desuden opleves 3. september i Skuespilshuset i København, og debutalbummet lander 4. oktober.