En mand døde under en The Swell Season-koncert, da han hoppede fra et tag og ned på scenen
Glen Hansard og Markéta Irglová som udgør The Swell Season havde i går torsdag 19. august en særdeles ubehagelig oplevelse, da en mand døde foran dem efter at være sprunget fra et tag og landet på scenen under en af deres koncerter.
The Swell Season spillede torsdag i Californien, og ifølge Billboard var Hansard i gang med at tale til publikum, da den bizarre episode udspillede sig. Her kunne publikum se en mand stå på et tag nær lysriggen, for derefter at tage tilløb og springe ud fra taget. Han slog et par saltomotaler og landede derefter på scenen.
Hansard gik hen for at se til manden, hvorefter tilstedeværende læger forsøgte at genoplive ham. Både politi og ambulancefolk dukkede efterfølgende op, men ingen kunne redde manden.
Hansard og Irglová udsendte i dag en pressemeddelelse, hvor de beskrev deres chok og sorg over episoden, og samtidig sendte deres sympati til den afdødes familie. Det vides dog ikke, hvem denne mand var, eller hvad der kunne få ham til at begå selvmord på så bizar vis.