Et af de første eksempler på det nye samarbejde er to koncerter med Konono No. 1 til marts
Med en ambition om at styrke verdensmusikkens livescene i Danmark har de to regionale verdensmusikspillesteder, Global Copenhagen og Fonden VoxHall, indledt et samarbejde, og ud af det samarbejde kommer blandt andet to koncerter med Konono No. 1.
I en pressemeddelelse fremgår det, at samarbejdet "har til formål yderligere at kvalificere præsentationen af verdensmusik på live-scenen i Danmark. Det betyder, at især det københavnske og århusianske publikum i fremtiden kan se frem til et større og stærkere udbud af verdensmusik. Konkret bliver det spillestederne Global i København og Atlas i Århus, der vil kunne præsentere en koncertkalender rigere på både stjerner og mangfoldighed".
De to spillesteders ledere David Saturnin-Mézière og Tom Fjederholt udtaler:
"Et samarbejde af denne type vil bestemt være til gavn for de smalle musikgenrer, da det rummer muligheden for i fællesskab at fokusere på de gode og relevante orkestre. Endvidere rummer det muligheden for faglig vidensdeling mellem to institutioner, som forsøger at løfte en stor og vigtig kulturpolitisk opgave. Vi er ikke i tvivl om, at publikum vil kunne høste frugterne af samarbejdet, og de kan se frem til store kunstneriske oplevelser allerede i 2011", siger Tom Fjederholt.
"Vi har endvidere en klar forventning om, at dette samarbejde vil kunne virke som lokomotiv for de netværk af danske og skandinaviske spillesteder, der allerede præsenterer verdensmusik. Opgaven med at præsentere verdensmusik er større og mere kompleks end sædvanlig koncertvirksomhed: Større ensembler med store transportudgifter, viserings problematikker, omfattende koordinering etc. gør opgaven med at præsentere verdensmusik til en udfordring. Vi er derfor glade for samarbejdet og ser frem til at få formaliseret dette til gavn for publikum", siger David Saturnin.
Som et resultat af det tætte samarbejde, har de to spillesteder allerede offentliggjort store artister som Ebo Taylor & Afrobeat Academy (GHA) og Systema Solar (COL). Den nyeste offentliggørelse er congolesiske Konono No. 1, der skal give koncerter til marts.
Konono No. 1 kan opleves på Global 11. marts og på Atlas dagen efter.