Nyhed

Coco Moon debuterer på nyt pladeselskab

Århusianske Coco Moons debut-ep udkommer 22. marts, men allerede fra i dag er førstesinglen "DDR" i rotation på P3

GAFFA havde i januar Coco Moon på listen over nye danske navne, der bliver store i 2010. 22. marts udgiver den sofistikerede popgruppe fra Århus deres debut-ep, og til august venter et fuldt album. Singleforløberen "DDR" er nu i rotation på P3.

Gruppen startede i 2007, og kan opleves på Kansas City i Odense 26. februar og på Spot Festival i Århus 21. maj.

Ep'en udkommer på EasyTiger, en nystartet underafdeling af Tigerspring, der blandt andet har I Got You On Tape, moi Caprice og Choir Of Young Believers i stalden. EasyTiger har efter eget udsagn til formål at udvikle og lancere nye artister inden for dansk- og engelsksproget kvalitetspop.


EasyTiger offentliggør samtidig resten af deres første kollektion af udgivelser. Og det er som følger:

Kristian Luc
Single: "Stoppestedet", udkommer medio marts
Smukke, eftertænksomme popsange fra et tipoldebarn af selveste N.F.S. Grundtvig

Panamah
Single "Det' Ik' For Sent", udkommer medio marts
Elektroniske og minimalistiske popsange, efter eget udsagn i spændingsfeltet mellem Mikael Simpson og Anne Linnet.


Amalie Bruun:
Single: "It Had To Be Me", udkommer primo april
Singer-songwriter og pianist et sted mellem Tori Amos og elektroniske elementer og club-beats.

ANNONCE