Nyhed

Joanna Newsom til København

Sangskriveren sætter harpen op i Koncerthuset til maj

Joanna Newsom udsender mandag 1. marts sit tredje album, det ambitiøse tredobbelte album "Have One On Me", og i den forbindelse sætter hun til marts gang i en turné, der rammer Europa til maj. Det betyder at Newsom kan opleves i DR's Koncerthus 23. maj.

Den californiske harpenist debuterede i 2004 med albummet "The Milk-Eyed Mender" og blev dengang beskrevet som et medlem af den spirende freak folk-scene sammen med navne som Devendra Banhart og Vetiver. Newsom gik dog i en helt anden retning på opfølgeren "Ys", der er indspillet sammen med Nirvana-produceren Steve Albini, og albummet dukker op på mange musikmagasiners liste, da de skulle vurdere årtiets bedste udgivelser.

Joanna Newsom går endnu engang i nye retninger på mastodonten "Have One On Me", der altså er anledningen til kommende danske besøg. Newsom har tidligere gæstet Lille Vega, Roskilde Festival og Store Vega, men denne gang sætter hun harpen op i Koncerthuset, hvor hun kan opleves 23. maj.


Billetter kan købes fra fredag 26. februar klokken 10:00 via Billetnet.

ANNONCE