Nyhed

Frank Ziyanak udgiver gratis album

"Shadowboxer" kan downloades gratis sammen med booklet og T-shirt-prints

Den hyperproduktive, Århus-bosatte silkeborgenser Frank Ziyanak, også kendt for blandt andet The Wong Boys, Gezus Chrystler og hedengangne Death To Frank Ziyanak, har indspillet et nyt album, som fra og med nu kan downloades gratis fra hans spritnye hjemmeside, frankziyanak.com

Albummet og projektet har fået titlen Shadowboxer og har Frank Ziyanak som sanger, producer og mikser, og musikken kan beskrives som en slags elektrorock ikke så langt fra The Wong Boys.

Frank Ziyanak beskriver selv Shadowboxer sådan her: "Et projekt, som har taget form i ly af mørket. Bogstaveligt talt, når resten af familien sover. At lave musik på computer er mest hensigtsmæssigt mellem klokken 22 og 04. Så sådan må det være..."


Sammen med det nye album kan man også ganske gratis downloade digital booklet og Shadowboxer d.i.y shirt prints, så man kan trykke sin egen Shadowboxer-T-shirt.

Shadowboxer-debuten indeholder 9 numre og deriblandt et nummer, som oprindeligt var ment som et remix af Peter Sommers "Rødt Kort".
Frank Ziyanaks nye hjemmeside indeholder også strøtanker, billedkunst, demoer og uudgivne sange fra hedengangne Death To Frank Ziyanak. Og det er alt sammen gratis.
Frank Ziyanak lover desuden, at hans hjemmeside fremover vil blive opdateret med følgende indhold:
The Wong Boys-demoer og uudgivet materiale
Kunstfilm
Interviews
Nye Shadowboxer-sange
Alternative mix og remix
Diverse kunstneriske samarbejder mellem danske musikere 
Også dette vil være ganske gratis.
ANNONCE