Den danske kvartet bliver "Special Guests", når den walisiske gruppe besøger Store Vega i slutningen af måneden
Den københavnske gruppe The Fashion (billedet) må siges at have foden indenfor på det amerikanske kontinent, hvor de indtil videre har været hele tre gange og har fået en del spilletid via både radiokanaler, computerspil og tv-serier. Nu kommer den succesfulde gruppe tilbage til hjemlandet, når Stereophonics spiller i Store Vega.
Det bliver The Fashions første klubkoncert i Danmark i over et år, da gruppen har haft travlt med at indspille opfølgeren til det roste album "The Fashion". Derudover har bandet gæstet amerikanske spillesteder og har blandt andet fået deres numre med i computerspillet FIFA 2009 og i tv-serien "Gossip Girl".
Det har været det selvbetitlede album nummer to, der er ophavet til den store succes i udlandet. The Fashion fik også fin kritik for dette album af GAFFAs anmelder Erik Barkman, der kvitterede med fem stjerner og følgende ord:
"The Fashion står en god chance for at blive bedømt på sine egne præmisser, og sådan vil bagmændene givetvis foretrække det. Det er et flot og gennemarbejdet album, kvartetten har sendt på gaden. Igen går medrivende grooves hånd i hånd med indie-tristesse, men The Fashion favner bredere end hidtil antaget."
De velklingende numre fra The Fashion kan nu høres live, når de spiller som "Special Guests" med de walisiske Stereophonics i Store Vega den 28. januar. Billetter til koncerten kan findes via GAFFA Live.