Den populære gruppe vender tilbage til Lille Vega til december
Sidst The Drums gæstede Danmark, spillede de en udsolgt koncert i Lille Vega, og mon ikke også der bliver rift om billetterne til den kommende koncert, nu hvor den roste debutplade er udkommet. Bandet er i hvert fald på scenen 9. december, hvor de vil spille sange fra debutpladen.
Efter at have udsendt ep'en "Summertime" i februar, udkom "The Drums" i juni, og den indkasserede fem stjerner her hos GAFFA, hvor den blandt andet blev kaldt en "charmerende bejler til årets sommeralbum".
Nu hvor albummet har rodfæstet sig, og bandet har en del flere koncerter i bagagene, kan man forvente en endnu bedre oplevelse, end de da spillede deres debutkoncert i Lille Vega 2. juni. Her gik det dog ganske fint, og anmelder Alex Vesterlund skrev blandt andet:
"The Drums er lyden af et band, der surfer sikkert og festligt på en sorgfuld og uforudsigelig bølge. De holder sig lige akkurat over overfladen. Charmerende er det."
Nu vender de tilbage og kan opleves 9. december i Lille Vega. Forsalg starter d. 13. juli via Vega.dk, Billetlugen og i Fona-butikker.