Nyhed

DSB indsætter flere Roskilde Festival-tog

DSB opruster kraftigt til dette års Roskilde Festival med en masse ekstra afgange døgnet rundt, som både skal give festivaldeltagere og pendlere en bedre service

I år vil DSB forsøge at skåne pendlerne for lettere usoignerede festivalgæster mandag morgen, når Roskilde Festival er slut.

Politiken skriver i dag, at DSB vil holde de to kundesegmenter adskilt og sørger derfor for flere tog til festivalgæsterne, så de er af vejen, når den almindelige morgentrafik begynder: "De tidligere år har vi ikke haft mål og midler til, hvad vi skulle gøre. Sidste år begyndte vi at eksperimentere med at køre med tog fra festivalpladsen kl. 2.09 direkte til Århus. Det var en kæmpe succes. Folk var trætte, men det gik fantastisk godt", siger den strækningsansvarlige hos DSB, Peter Witthøft-Rasmussen til Politiken.

DSB forfølger nu konceptet yderligere. Både før og under Roskilde Festival vil togselskabet sørge for flere togafgange, så mængden af festivalgæster ikke giver overfyldte tog. "Vi har koordineret med Roskilde Festival. Vi er jo afhængige af hinanden, og de har været ret glade for vores nye tiltag, for det giver dem et bedre produkt", siger Peter Witthøft-Rasmussen.


Lørdag afgår der f.eks. et festivaltog fra Århus, som ankommer til Roskilde kl. 17.18, så man netop kan nå ud til festivalpladsen i tide til, at campingpladsen åbner kl. 18. Mandag-onsdag er der også særlige afgange fra Århus til Roskilde - og der er stadig Orange-billetter til salg til 135 kr. pr. styk, oplyser DSB.

Salget af endagsbilletter gav sidste år et helt nyt behov for transport til og fra festivalpladsen, som DSB ikke havde regnet med. Derfor indsætter DSB i år tog hver time direkte fra festivalen til København fra torsdag-lørdag med afgang kl. 01.09, 02.09, 03.09 og 04.09.

Desuden kører der shuttletog fra festivalpladsen kl. 9-19 og fra 20-24 er der et tog i timen. For gæster med endagsbilletter kan man komme retur fra København for 125 kr. med en 24-timers togbillet. Når festivalen slutter sent søndag, kan man tage et særtog fra Roskilde Station kl. 04.24 med retning mod Fyn og Jylland. DSB har endda sørget for morgenvækning til de festivaldeltagere, der er en smule udmattede efter de festlige dage.


"Der ligger normalt festivalgæster på stationen og venter på det første morgentog, så vi har headhuntet nogle medarbejdere til at gå rundt og vække dem og høre, hvor de skal hen, så de kan komme med toget" siger Peter Witthøft-Rasmussen og slutter: "Når vi begynder med almindelig drift klokken 5.21, så regner vi med, at der en god rejseoplevelse til de almindelige rejsekunder."

Der indsættes også en ekstra afgang fra Roskilde mandag med dobbeltdækkertog kl. 10.30 mod Fyn og Jylland, og der er også lavet ekstra billetsalg på Roskilde Station ved Ny Østergade-indgangen. Den megen ekstra togdrift er DSBs største satsning, siden togene begyndte at køre direkte til festivalpladsen for 15 år siden.

ANNONCE