Den købehavnske neo-folk duo Murder har efter næsten fire år et nyt album klar til efteråret
Det er næsten fire år siden, at den københavnske duo Murder, der består af Jacob Bellens og Anders Mathiasen udgav deres sidste album "Stockholm Syndrome". Albummet viste sig at være en af de mest anmelderroste albums i Danmark det år. GAFFA gav albummet fem stjerner, og Jeppe Krogsgaard Christensen skrev: "De stort set trommeløse tusmørkesange er ganske enkelt stærke og stærkt bevægende, og hører man til dem, der kun køber et par plader om året, så lad dette være den ene – eller måske endda dem begge."
"Stockholm Syndrome" endte med et befinde sig på adskillige mediers top 10 liste over årets udgivelser, og endte endda på listen over årtiets bedste udgivelser hos både Politiken og Soundvenue. Bandet blev desuden nomineret til to Steppeulve i 2006 for albummet.
Nu skriver Murders pladeselskab, at det folkinspirerede band er klar til at udfordre det nye årti med det nye album "Gospel of Man". Hvorvidt det lykkes må stå hen i det uvisse en del år endnu, men forventningspresset er under alle omstændigheder skruet i vejret.
Omkring det kommende album, fortæller en pressemeddelelse, at "der er kommet flere strygere til og i modsætning til forgængeren, er der også kommet trommer med. Men musikken er hverken blevet mere lettilgængelig eller mindre gribende."
De forgangne år har Murder flittigt turneret både herhjemme og i udlandet. Forrige år som support for Tindersticks, hvor forsangeren Stuart Staples endte med at kalde Murder for sit nye favoritband. Bandet har spillet en del koncerter herhjemme, og GAFFA har overværet en del af dem. Senest i foråret, hvor Murder lagde vejen forbi Voxhall i Århus, og Ole Rosenstand Svidt kvitterede for den koncertoplevelse med fem stjerner.
Generelt tegner sig et billede af, at Murder er kritikeres favoritter, uanset om det er på plade eller live. Der er én chance for selv at fange bandet denne sommer, når de den 5. juli spiller som kvintet som en del af Cph Jazz Festival, på Kulturhuset Islands Brygges udendørsscene.
Murders næste album "Gospel Of Man" udkommer 11. oktober, og derefter er der igen rig lejlighed til at fange bandet live som duo.





