Nyhed

Sheryl Crow til Randers

Den amerikanske singer-songwriter gæster Kronjylland i oktober

Randers synes for alvor at have meldt sig ind i kampen om at præsentere internationale topnavne i provinsen. Sidste år var byen vært for en koncert med Kraftwerk, i morgen lægger den rum til Alice Cooper, og i oktober er der koncert med Nick Cave og hans band Grinderman - og nu også Sheryl Crow, der har meldt sin ankomst dagen før Grinderman.

Den amerikanske sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist Sheryl Crow gæster nemlig lørdag 23. oktober Værket i Randers i forbindelse med sit nye album "100 Miles From Memphis". Koncerten er turnéens eneste koncert i Danmark.

Sheryl Crow brød for alvor igennem i 1994 med hittet "All I Wanna Do" fra debutalbummet "Tuesday Night Music Club", og siden har hun leveret hit på hit på hit, blandt andre "If It Makes You Happy", "A Change Would Do You Good", "Everyday Is A Winding Road", "My Favorite Mistake", "Soak Up The Sun" og mange, mange flere. Hun har gennem årene modtaget i alt ni Grammyer.

19. juli udkommer Sheryl Crows nye, syvende studiealbum "100 Miles From Memphis", hvor hun efter eget udsagn vender hjem til kilden til sin musikalske inspiration: Amerikansk rock og country. Sheryl Crow er da også bogstaveligt talt vokset op "100 Miles From Memphis", i Kennett, Missouri, og det har ifølge hende selv formet hende både som menneske og musiker.
 
Ved koncerten har Værket for første gang fjernet stolene på gulvet i Store Sal, så publikum både får mulighed for at købe unummererede ståpladser på gulvet eller nummererede siddepladser på balkonerne. Hvis man ønsker at opleve koncerten siddende, er det stadig en mulighed på balkonerne.
Store Sal kommer med denne nye opbygning til at danne rammen om en usædvanlig musikalsk Randers-weekend: Sheryl Crow med band lørdag 23. oktober og Grinderman med Nick Cave i front søndag 24. oktober.

Billetsalget til koncerten begynder fredag 26. juni kl. 11.00. Billetprisen er kroner 497, uanset om man ønsker unummererede ståpladser eller nummererede siddepladser. Der er også mulighed for at købe få, eksklusive VIP-billetter. VIP-billetterne indeholder et møde med Sheryl Crow før koncerten. Her får fans taget et billede med Sheryl Crow samt får en signeret sætliste. VIP-billetterne koster kroner 1497. Alle typer billetter kan købes via GAFFA Live.



ANNONCE