Efterfesten til koncerten med Diamanda Galás er igen på plads efter indblanden fra islandsk vulkan
For fjorten dage siden kunne GAFFA bringe den glædelige nyhed om, at det lykkedes for koncertarrangørerne i artFREQ at flytte koncerten med Diamanda Galás, efter at trafikken i det danske luftrum var nedlagt på grund af asken fra den islandske vulkan Eyjafjallajökul. Den græsk-amerikanske sangerinde med den fyrige stemmepragt er således klar til at optræde i Marmorkirken 28. maj, hvor også nowave-ikonet Lydia Lunch giver koncert sammen med Jacob Kirkegaard.
Nu oplyser artFREQ desuden, at den annoncerede efterfest til koncerten også bliver gennemført som planlagt. Under overskriften Asia Argentos Strange Rampage er der lagt op til et brag af en fest. Det er således den italienske skuespiller, model, fotograf, sangerinde og dj, Asia Argento, der har udvalgt de øvrige dj's, og det er en række spændende navne, hun har trukket op af hatten. Det drejer sig om Alexander Hacke fra det tyske industrial-orkester Einstürzende Neubauten, Steen Jørgensen fra Sort Sol og førnævnte Lydia Lunch.
Efterfesten finder sted i Charlottenborgs Grand Foyer 28. maj, og billetter kan købes via GAFFA LIVE
Arrangørerne gør opmærksom på, at alle, der er interesseret i at komme til arrangementet, skal købe billet, også de, der har billetter til koncerten med Diamanda Galás.