Nyhed

Håkan Hellström til Danmark i november

Svensk guitarpop indtager Store Vega

Det sidste, Danmark hørte fra Håkan Hellström, var en medrivende koncert på Roskilde Festivals Orange Scene. Dengang i sommeren 2009 cementerede han sit ry som en topenergisk og festlig performer, som GAFFA tidligere har givet både fem og seks stjerner.

Nu kan danske fans af glad-i-låget guitarpop og melankolske ballader igen begynde at glæde sig. Den 19. november spiller Hellström nemlig på Store Vega som led i en mini-turné, der også bringer ham til Norge og hjemlandet Sverige.

Håkan Hellström fik sit gennembrud for ti år siden med sangen og albummet "Känn ingen sorg för mig Göteborg" og har siden udgivet fem albums, der afsøger poprockens kroge med den stærke melodi og spilleglæden som omdrejningspunkt.


I 2006 meddelte Hellström, at han ville tage en pause fra musikken, fordi han var blevet far, men to år senere vendte han stærkt tilbage med "För Sent för Edelweiss" og har siden turneret flittigt i Skandinavien.

Koncerten afholdes den 19. november på Store Vega i København, og billetter kan købes fra den 17. maj på Gaffa Live.

ANNONCE