Nyhed

The Dillinger Escape Plan til Copenhell

Hullet i programmet efter Mastodons aflysning er fyldt ud

Tidligere på ugen kom den sørgelige nyhed, at amerikanske Mastodon har aflyst hele deres europæiske turné inklusive den planlagte optræden på Copenhell, da guitaristen Bill Kelliher er ramt af pancreatitis (kronisk betændelse i bugspytkirtlen). Da GAFFA i tirsdags kontaktede Copenhells arrangører, havde de endnu ikke fået besked om aflysningen, og havde derfor heller ikke fundet en erstatning, men det er der rådet bod på nu.

Erstatningen bliver ingen ringere end The Dillinger Escape Plan, der i øjeblikket kører en kort Europaturné, inden de vender snuden hjemad til en meget omfattende runde i USA. De amerikanske mathcore-giganter udgav i marts deres fjerde studiealbum "Option Paralysis", og er således virkelig højaktuelle. Det er første gang, danske fans får mulighed for at høre det nye album live, så mon ikke bookingen kan få armene op hos mange festivalgængere.

Mastodon er andet band, der aflyser deres optræden på Copenhell. I marts måned bakkede Suicide Silence ud af deres koncert, og blev erstattet af Tennessee-rockerne White Chapel. Hvis der ikke kommer flere aflysninger, er programmet for Copenhell nu komplet, og inkluderer Deftones, Megadeth, Danko Jones, Napalm Death, Mnemic, Hatebreed og The Psyke Project.


Der er endnu billetter at få til Copenhell, der løber af stablen på Refshalvøen fredag den 11. juni til lørdag den 12. juni. Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE