Ronnie Wood, Kenney Jones og Ian McLagan gendanner The Faces, med Mick Hucknall som sanger
Det er 35 år siden at medlemmerne af The Faces gik hver til sit, for hver især at indgå i andre sammenhænge, med The Rolling Stones, The Who og Bruce Springsteen. Og nu har de - Ronnie Wood (guitar), Kenney Jones (trommer og percussion) og Ian McLagan (keyboards) - altså besluttet sig for at stå pjalterne sammen, og stable deres festband på benene igen, skriver This Is London.
I slutningen af oktober sidste år spillede The Faces, minus Rod Stewart, tre numre i Royal Albert Hall i forbindelse med arrangementet Helping The Heart Of Music. Med som gæstebassist havde de Ronnie Woods Stones-kollega Bill Wyman, og på sang var det tidligere Mike And The Mechanics-frontman Paul Carrack, efterfulgt af Amen Corner-vokalisten Andy Fairweather-Low, inden Mick Hucknall bragede den af med "Stay With Me". Og det gjorde han åbenbart godt.
For nu forlyder det at The Faces gendannes, med Mick Hucknall - bedre kendt som Simply Red - som sanger. Det bliver dog ikke Bill Wyman på bas, men derimod den tidligere Sex Pistols-ræv Glen Matlock, der tager sig af de tykke strenge i stedet for Ronnie Lane, der døde i 1997.
The Faces spiller deres første fulde livekoncert i 35 år, den 13. august, på Goodwood-festivalen i West Sussex.