Nyhed

Jack Johnson på vej med album

Når singer-songwriter-surferen indtager Roskilde Festival, bliver det med et splinternyt album i ryggen

For nylig blev det offentliggjort, at hawaiianske Jack Johnson - der ellers sjældent kommer på disse breddegrader - gæster årets Roskilde Festival. Til den tid vil det være med et splinternyt album i ryggen, for den 31. maj udgiver den kronisk tilbagelænede og meget miljøbevidste singer-songwriter og surfer sit femte studiealbum, som har den meget Jack Johnson'ske titel "To The Sea".

"To The Sea" bliver gæstet af amerikanske G. Love og hawaiianske Paula Fuga. Albummet blev indspillet i Mango Tree Studiet på Hawaii og Solar Powered Plastic Plant i LA, som kører på 100 procent solenergi. Alt materialet til bookletten er lavet på FSC-certificeret genanvendeligt papir.

Jack Johnson debuterede i 2001 med albummet "Brushfire Fairytales", der i 2003 blev fulgt op af "On And On", i 2005 af "In Between Dreams" og i 2008 af "Sleep Through The Static". Sidstnævnte debuterede på førstepladsen af den amerikanske hitliste. Han har til dato solgt 18 millioner album på verdensplan. Alle plader er udgivet på hans eget pladeselskab Brushfire Records, der også udgiver kunstnere som Matt Costa, G. Love & Special Sauce, Neil Halstead, Zee Avi og mange flere - ofte kunstnere med fokus på halvakustiske, afslappede sange i samme musikalske boldgade som Jack Johnsons egne udgivelser.


Jack Johnsons tour starter i juni og bringer ham til årets USA, Europa - og herunder altså Roskilde Festival - og Australien. På 2010-turen samarbejder Jack, som tidligere set, med lokale non-profit-grupper, og også denne gang vil han donere 100 procent af tour-profitten til miljørelaterede organisationer, kunst og musikundervisning. Læs mere om dette på AllAtOnce.org.

Jack Johnson har i øvrigt været medlem af bevægelsen 1% For The Planet siden 2004. 1% For The Planet er en stadig voksende global sammenslutning af mere end 700 firmaer, der donerer 1% af deres overskud til mere end 1500 miljøvenlige organisationer verden over.

Tracklisten til "To The Sea" er som følger:


You and Your Heart (singleforløberen)
No Good With Faces
At or With Me
When I Look Up
From The Clouds
Turn Your Love
The Upsetter
To The Sea
My Little Girl
Red Wine, Mistakes, Mythology
Pictures of People Taking Pictures
Anything But The Truth
Only The Ocean

ANNONCE