Nyhed

Simply Red siger endnu engang farvel

Mick Hucknall tager endnu engang sin afskedsturné, der fejrer gruppens 25 års jubilæum, med til Fyn

I 2008 bekendtgjorde Mick Hucknall, at han i forbindelse med bandets 25 års jubilæum i 2010 ville opløse gruppen, og at det skulle ske med en afskedsturné. "Farewell Tour" ramte Horsens i april 2009, men nu vender gruppen tilbage for at give endnu en afskedskoncert. Det sker 11. november i Arena Fyn.

Efter at have spillet i bandet The Frantic Elevators i nogle år dannede Hucknall bandet Red, der bestod af ham selv og nogle session-musikere. Men ved en fejl blev bandet kaldt Simply Red på nogle koncertplakater, og det navn hang ved også da de skulle indspille debutalbummet "Picture Book".

Det er 25 års jubilæet for den udgivelse, der først blev fejret med albummet "Simply Red 25: The Greatest Hits", og derefter med "Farewell Tour", der nu bringer dem tilbage til Danmark til november.


Eftersom turnéen afsluttes med koncerter i England i december 2010 bliver den kommende danske koncert altså en af de sidste muligheder for at se bandet fremføre hits som "Money's Too Tight (To Mention)", "If You Don't Know Me By Now" og "Fairground".

Simply Red kan opleves i Arena Fyn 11. november, og billetter kan købes via GAFFA Live fra lørdag 13. marts klokken 10:00.

ANNONCE