Nyhed

Sleep Party People som opvarmning for First Aid Kit

Når de to svenske søstre indtager Lille Vega om halvanden uge, skydes aftenen i gang af Brian Batz nye enmands-projekt

Der er lagt op til en behagelig aften i Lille Vega, når First Aid Kit spiller den første af to danske koncerter i slutningen af marts, især nu hvor det netop er annonceret, at de får selskab af Sleep Party People. Begge udsendte deres første fuldlængdes album for små to måneder siden, så der er god mulighed for at stifte bekendtskab med deres respektive nye materiale denne aften.

Det skamroste, selvbetitlede debutudspil fra Sleep Party People border under alle omstændigheder godt for opvarmningen, og når man så oven i købet ved, at der ikke bare er tale om en mand med en computer, men et reelt live-band iført hvide kaninmasker, skulle der være garanteret noget ganske særligt. Da GAFFAs Michael Jose Gonzales anmeldte albummet, diskede han op med hele fem stjerner, og erklærede den for at være en "krystalklar og imponerende debut". Han skrev blandt andet:

"Sleep Party People er en vidunderligt frostklar plade, der er gennemsyret af den mystik, skønhed og snigende uhygge, coveret lægger op til. Det er svært ikke at lade sig påvirke af de 10 melankolske kompositioner, der hovedsageligt består af trommemaskiner, guitar, klaver, diverse elektroniske input og stærkt forvrænget vokal. Særligt den nærmest hypnotisk smukke An Iris Pseudocorus er svær at ryste af sig efter endt lytning. Det er både udfordrende, sine steder decideret gåsehudsfremkaldende og mest af alt pokkers rart at lytte til."


Sleep Party People har for få dage siden afsluttet tjansen som opvarmning for Brooklyn-gruppen The Antlers, så Brian Batz og kumpanerne skulle være i god træning.

Koncerten finder sted mandag den 29. marts i Lille Vega, hvor dørene åbnes klokken 20.00. Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE