Nyhed

Agnes Obel giver ekstrakoncert

Efter to udsolgte koncerter i København i sidste uge, er der nu blevet arrangeret en ekstra koncert i DR's Koncerthus til februar

Agnes Obel spillede i sidste uge to udsolgte koncerter på Jazzhouse i København, og eftersom der heller ikke er flere billetter til hendes tre kommende københavnske koncerter, har man nu valgt at arrangere endnu en koncert. Her bliver det dog Studie 1 i DR's Koncerthus, som skal lægge scene til.

Den danske sangskriver modtog mange roser for sit debutalbum "Philharmonics", da det udkom i oktober måned. Salgssuccessen fulgte, og efter at have debuteret på en fjerdeplads på den danske albumhitliste, har den holdt sig på listen, og lige nu er albummet at finde på en 7. plads.

Derfor har der ikke overraskende også været rift om billetterne til koncerterne med Agnes Obel. De to koncerter i sidste uge var første mulighed for at opleve Agnes Obel live efter udgivelsen af "Philharmonics", og samtidig også de første 'rigtige' koncerter herhjemme, da tidligere jobs har været til Spot Festival samt Århus Festuge.


Der er også annonceret fire koncerter i februar 2011, hvor billetterne til de tre i Copenhagen Jazzhouse er revet væk, og der er heller ikke mange tilbage til koncerter i Musikhuset i Århus. Derfor er der nu sat endnu en koncert på programmet, hvilket betyder at Agnes Obel kan opleves i Studie 1 i DR's Koncerthus 25. februar. Billetsalget er sat i gang, og billetter kan købes via GAFFA Live.

Agnes Obel kan opleves på følgende datoer:

20.2. Copenhagen Jazzhouse UDSOLGT
21.2. Copenhagen Jazzhouse UDSOLGT
22.2. Copenhagen Jazzhouse UDSOLGT
23.2. Musikhuset Aarhus FÅ BILLETTER
25.2. KONCERTHUSET STUDIE 1 EKSTRA KONCERT*


ANNONCE