Nyhed

Ane Brun indtager Lille Vega

Den norske sangerinde kommer forbi København den 21. oktober 2011

Lille Vega i København får fornemt besøg fra Norge, når sanger og sangskriver Ane Brun kommer forbi den 21. oktober næste år. Ja, det er jo godt at være tidligt ude.

Ane Brun har allerede flere albums bag sig, ligesom hun blandt andet har indspillet med navne som Robyn, Björk, Sigur Ros og Benny Anderson. I februar næste år går hun atter i studiet, for at indspille sit femte reelle studiealbum, som er med produceren og singer-songwriteren Tobias Fröberg bag knapperne.

Sidste gang den norske sangerinde var forbi dansk jord, var i november sidste år, hvor sangerinden også besøgte Lille Vega. GAFFAs anmelder Monica Blegvad gav koncerten fem stjerner, og hun opfattede koncerten således:


"Det intime format passer Ane godt; hun kan nemt forsvinde en smule på de større scener. Hun har en evne til at holde fast i sit publikum ved at være ekstremt jordnær, ligesom naboens datter, hvilket gør, at man får lyst til at have hende som veninde samtidig med, at hun besidder et talent, der gør hende enorm og ude af denne verden."

I bagagen til den omtalte koncert koncert havde hun albummet "Changing Of The Seasons" fra 2008, som er det seneste fuldlængdealbum Ane Brun har udgivet. Et aldeles rost album, der ligeledes modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Finn P. Madsen ved sin udgivelse.

Men mon ikke den norske sangerinde har nyt materiale med, når hun giver koncert fredag den 21. oktober 2011 på Lille Vega i København. Forsalget starter på onsdag den 3. november, og billetter kan købes via billetlugen.dk samt i Fonas butikker. Se yderligere opdateringer om tour-datoer med mere på www.anebrun.com.


ANNONCE