GAFFA har besøgt Anne Dorte Michelsen i Chief 1’s studie, hvor de sammen er ved at færdiggøre hendes kommende cd
Der bliver skænket kaffe op, og GAFFA får lov at lytte på fire af de nye sange fra pladen med arbejdstitlen "Hun Vågner Hver Morgen", mens Anne Dorte fortæller:
"Jeg blev kontaktet af Sonys sublabel Black Pelican, som gerne ville udgive min næste plade og havde denne ide om at bruge Cheif 1 som producer." Chief 1 med det borgerlige navn Lars Pedersen, var i 1987 med til at starte rapgruppen Rockers By Choice, og har produceret og remixet så forskellige navne som Ace Of Base, Love Shop, Nik & Jay, Gnags og The Sandmen. Til daglig danner han par med tidligere Sound Of Seduction-medlem Christina Groth.
Anne Dorte: "Det har været et spændende møde mellem to meget forskellige musikalske verdener, og vi har i høj grad udfordret os selv og hinanden undervejs, - ja, indimellem har jeg været ved at løbe skrigende væk, og jeg tror, Lars har haft det lidt på samme måde, men vi er begge meget begejstret for resultatet. Jeg kan godt lide at give slip og se, i hvilken retning andre kan sende mine sange. Chief 1 har jo en meget pågående lyd og er glad for "maskinerne", mens jeg kommer med en mere akustisk singer-songwriter-baggrund."
På den vellykkede smådystre ballade "Et Højere Mål" er det tydeligt at høre at Anne Dorte har fundet et nyt musikalsk udtryk, mens en sang som "Hjertet Med" er en mere klassisk Anne Dorte Michelsen-sang. Chief 1 fortæller, at han synes, at mange af Anne Dortes sange på denne plade er smukke som et stille hav på overfladen, men at man fornemmer et dybt dybt mørkt hav nedenunder.
På denne november-mandag er det vokalen på en sang om et ikke helt almindeligt besøg i Super Brugsen, der arbejdes med, omkvædet lyder: "Hun er ru-u-ti-ne-ret, alt hvad hun gør, gør hun godt," og man fornemmer, at der er noget alvorligt i gære under den kontrollerede pæne overflade, - og hvad er det lige med det der jagtgevær i teksten?
Den 52-årige Anne Dorte Michelsen, der efter den store succes i Tøsedrengene fra 1981-86 har udgivet ti album i eget navn, og har spillet klaver siden hun var fem, fortæller, at de fleste af de nye sange er kommet til verden på et to ugers ophold på Klitgården Refugium i Skagen forrige vinter.
"Hvis jeg for alvor skal skrive sange, kræver det ro og fordybelse," fortæller Anne Dorte, "det fik jeg på Klitgården, hvor der var et inspirerende miljø med flere kunstnere, forskere og forfattere til stede i den periode, jeg var der.