Nyhed

Aphex Twin har indspillet seks album

Der har ikke været nyt studiemateriale siden 2001, men Richard D. James har oceaner af nyt materiale

Den elektroniske musiker Richard D. James aka Aphex Twin har færdiggjort arbejdet på hele seks album. Sådan fremgår det i et interview med produceren i Another Man Magazine. Richard D. James fortæller, at de seks album indeholder en blanding af gammelt og nyt materiale, selvom ingen af dem dog har nogen udgivelsesdato endnu.

"Jeg har færdiggjort seks. To er meget ikke-kommercielle, abstrakte, modulær-syntetiske, field recordings - dem færdiggjorde jeg for fire år siden. En anden er 'Melodies From Mars', som jeg genarbejdede for omkring tre år siden. Der er en med noget materiale, jeg ikke vil komme nærmere ind på, og så er der en compilation med gamle numre, som jeg aldrig rigtig fik gjort færdig, og den er konstant skiftende. Så er der en jeg arbejder på nu, ligesom der også er masser af numre, som ikke hører til nogen steder", udtaler produceren.

Sidst Aphex Twin udgav et reelt studiealbum var i 2001 med pladen "Drukqs", som her på siden høstede fem stjerner hos GAFFAs anmelder Mark W. Lewis. Han skrev:


"'Drukqs' lyder alt for meget som Aphex Twin til rigtig at være Aphex Twin, hvis man tilgiver dette paradoks. Det er som om ordene om de falske Aphex-tracks er gået hen og blevet til en selvopfyldende profeti. Albummet indfrier alle forventninger – undtagen den ene forventning, man kunne have haft om ikke at få dem indfriet."

Aphex Twin er især kendt for sine to "Selected Ambient Works" fra starten af halvfemserne og det selvbetitlede "Richard D. James"-album fra 1996, ligesom de to ep'er, "Come To Daddy" og "Windowlicker" fra henholdsvis 1997 og 1999 er kendt for et par kontroversielle videoer og er gedigen industrial drum'n'bass.

Om man snart kan få indfriet forventningerne via nogle af de omtalte seks album, må vi vente og se, for der er foreløbig ingen udgivelsesdato på nogen af producerens omtalte plader.


ANNONCE