Nyhed

Cut Copy kommer til København

Den australske gruppe lægger vejen forbi Lille Vega til marts

De to gange australske Cut Copy har spillet i Danmark, har de valgt at give koncerter i Århus. Men nu er bandet ved at gøre klar til deres første koncert i hovedstaden, der vil finde sted 10. marts i Lille Vega.

Koncerten kommer cirka en måned efter udgivelsen af albummet "Zonoscope", der bliver det tredje fra gruppen. Albummet skal følge op på deres internationale gennembrud med albummet "In Ghost Colours" fra 2008, som blandt andet modtog fem stjerner af GAFFAs anmelder Mikkel Elbech, der kaldte albummet for "subtile synth-eskapader".

Første smagsprøve fra albummet er blevet gjort tilgængeligt via Soundcloud, og her kan man høre første single "Take Me Over".


Cut Copy kan opleves i Lille Vega (og ikke på Loppen, som bandet har skrevet i deres nyhedsbrev) 10. marts, og billetsalget til koncerten starter fredag 26. november klokken 10:00 via Billetlugen.

ANNONCE