Nyhed

Nyt Danger Mouse-projekt udkommer til marts

Brian Burton og den italienske komponist Daniele Luppi har fælles udspil på vej

Vi har tidligere nævnt Brian Burton alias Danger Mouses nyeste projekt, duoen Rome med den italienske komponist Daniele Luppi, blandt andet kendt for sin musik til serien "Sex and the City" og filmen "Nine". Nu er der kommet lidt mere nyt i sagen, idet de to nu kan fortælle, at deres debutalbum udkommer til marts.

Brain Burton og Daniele Luppi mødtes i Los Angeles i 2004 og fandt ud af, at de havde en fælles passion for klassisk italiensk filmmusik. De indledte derfor et samarbejde, først med at skrive sangene, derefter med at indspille dem, og i den forbindelse fik de fat i nogle af de musikere, der havde spillet med på musikken til klassiske spaghetti-westerns som ikke mindst "Den Gode, Den Onde og Den Grusomme". Musikere, som for hovedpartens vedkommende var i 70'erne og ikke havde spillet sammen i årtier.

Musikken blev indspillet i Rom i Forum Studios, tidligere kendt som Ortophonic Studios, som i sin tid blev grundlagt af den store italienske filmkomponist Ennio Morricone og ligger i krypten under en kirke. Musikken er helt igennem indspillet analogt, live i studiet, og dog med visse overdubs, men uden elektronik og computere.


Vokalerne på albummet leveres af få forskellige navne som Jack White og Norah Jones. Det skulle være en mand og en kvinde, da tre af sangene på albummet er skrevet for en mand, tre for en kvinde. Brian Burton mødte Jack White, mens Burton var på turné med Gnarls Barkley, og fortæller:

"Jeg spillede ham nogle af numrene, uden at tænke på, om jeg kunne få ham med på pladen." Men det ville han godt, og han indspillede et år senere sine vokaler i sin hjemby Nashville. Daniele Luppi udtaler: "Vi syntes, det ville være virkelig interessant at kombinere hans stemme, som er meget rock'n'rollet, med denne her polerede og elegante musik".

Om Norah Jones, som indspillede sine vokaler i Los Angeles, fortæller Brian Burton: "Jeg elsker virkelig den måde, hendes stemme lyder på. Jeg ved, at det her var lidt anderledes for hende, men hun var virkelig klar på det."

Daniele Luppi kalder pladen et "lille vindue ud til det menneskelige liv og handler om kærlighed, død, glæde, desperation og den fysiske forbindelse mellem en mand og en kvinde."


Rome bliver i øvrigt intet mindre end sjette gang, Danger Mouse involverer sig i en duo. Han har tidligere arbejdet sammen med en anden musiker i duoerne Danger Mouse & Jemini, Danger Doom, Gnarls Barkley, Danger Mouse & Sparklehorse og senest Broken Bells. Han har desuden produceret for navne som Gorillaz, Beck og Black Keys, ligesom han stod bag remixpladen "The Grey Album" fra 2004 - et mashup af Beatles' klassiske album "The Beatles", også kendt som "The White Album", og Jay-Z's "The Black Album". Det var i øvrigt dette album, som gav Danger Mouse hans store gennembrud, selvom det kun blev udgivet som læk via nettet, da de copyright-mæssige aftaler ikke var på plads.

 

ANNONCE