Oscar-vinderen skal spille den berømte producer, der i 2009 blev dømt for mord
Phil Spector var indtil 2003 bedst kendt for sin produktionsstil Wall Of Sound og hits som "Da Doo Ron Ron", "Be My Baby" og "You've Lost That Lovin' Feelin'". Men efter mordet på skuespilleren/servitricen Lana Clarkson og de efterfølgende to retssager kom fokus i stedet til at ligge på de mere bizarre sider af Spectors liv. Produceren blev idømt 19 års fængsel, og nu skal hans livshistorie fortælles med Al Pacino i hovedrollen.
Det er manuskriptforfatteren David Mamet, der står bag drejebogen. Mamet har tidligere leveret linjer til Pacino i "Glengarry Glen Ross" og har desuden skrevet manuskript til klassikere som "About Last Night", "The Postman Always Rings Twice" og "The Untouchables". Mamet skal også instruere, og "Rain Man"-instruktøren Barry Levinson er på som producer.
Pitchfork påpeger, at både Pacino og Spector i dag er 70 år gamle, hvilket gør Pacino til et fint valg til at fortælle historien om retssagen og fængselsdommen. Men skal historien om succesperioden i midt i 60'erne også fortælles gennem Pacino, skal der vist hives en hel del sminke ind i processen.
Filmen produceres af HBO Films, der tidligere har stået bag miniserier som "Band Of Brothers" og "Angels In America", der også havde Pacino på rollelisten samt spillefilm som "American Splendor" og "Elephant", som vandt De Gyldne Palmer i 2003.