Nyhed

Coco Moon giver to koncerter

Det århusianske powerpop-band giver de første to koncerter efter udgivelsen af deres roste debutalbum

Coco Moon giver torsdag den 7. oktober på Musikcaféen i Århus og fredag den 8. oktober på Rust i København deres to første koncerter siden udgivelsen af deres anmelderroste selvbetitlede debutalbum. "Coco Moon" udkom i slutningen af august, og nu er den århusianske kvintet altså klar til at præsentere deres materiale i levende live.

"Coco Moon" fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez, der beskrev debutalbummet som en "stærk pop-triumf fra århusianske debutanter". Derudover skrev han:

"Det er ti forbasket velskrevne popsange, der pryder "Coco Moon", som ikke er bange for at trække på både skarpe guitarer, de mere udsvævende eksperimenterende udladninger samt en markant, men også legende bas som velbalanceret supplement til den stærkt feminine vokal. Coco Moon har – trods lyriske referencer til Bob Marley i "Is This Love" samt musikalske ditto til Madonna i "You And Me", hvis basgang kækt lyder, som var den klippet lige ud af "Material Girl" – fundet deres eget ståsted, og det personlige udtryk kombineret med de stærke sange, bør, hvis der er nogen form for retfærdighed til, kunne føre bandet ganske langt."


Du kan stadig nå at deltage i en konkurrence her på GAFFA.dk, hvor der er billetter til koncerten på Rust og debutalbums på højkant. Hvorvidt Coco Moon kan leve op til deres flotte anmeldelser, kan du selv høre til koncerterne, der som sagt finder sted torsdag den 7. oktober på Musikcaféen i Århus og fredag den 8. oktober på Rust i København.

Billetter er tilgængelige via GAFFA Live. Når man ikke en af disse to koncerter, kan bandet også opleves den 30. oktober på Statens Museum For Kunst - et arrangement du kan læse mere om her.

ANNONCE