Nyhed

Entakt klar med nyt materiale og koncert

Det lyrisk orienterede rockorkester spiller i morgen i København, ligesom en smagsprøve på nyt materiale er tilgængelig

Det er efterhånden to år siden, at der har været album-aktivitet fra den danske kvartet Entakt. Nu har de imidlertid gjort et en ny smagsprøve tilgængelig op til deres koncert på Rust i morgen, lørdag den 2. oktober. Jonas Villumsen, forsanger i Entakt, fortæller til GAFFA:

"Vi arbejder på højtryk på nyt materiale, og på at få besluttet hvordan dette - inden længe - skal deles med omverdenen." Et præ-mix til det nye nummer "Klubben I Angmagssalik" er derfor foreløbig lagt til download på bloggen Hits In The Car. I 2008 udgav bandet deres tredje studiealbum "På Bagsiden af Europa", hvor GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann konkluderede, at: "'På Bagsiden Af Europa' er nu først som sidst både godt tænkt og flot udført", og gav det dansksprogede band fire stjerner.

Jonas Villumsen har siden udgivelsen turneret med Didium (Didium And The Black Bonny Picture) og Joey Groon. Og han har senest lagt et nummer til download med solo-projektet. Nummeret bærer det grønlandsk-klingende navn "Piteraq (20 Blaa Celcius)".


Du kan både høre Jonas Villumsen solo-projekt, ligesom du kan høre Entakts nye materiale på deres Soundcloud-profil. De fire gutter spiller desuden sammen med Den Fjerde Væg og Didium på Rust i København, som nævnt i morgen den 2. oktober, hvor billetter kan købes ved indgangen.

ANNONCE