Nyhed

Ny festlig klub på Huset i Magstræde

Señor Ding Dong er navnet på en ny klub i Huset i Magstræde, som i morgen får besøg af Bodebrixen, Akiri og Dans & Lær

I morgen, lørdag den 2. oktober, slår klubben Señor Ding Dong for første gang dørene op på Huset i Magstræde i København. De får besøg af de tre navne Bodebrixen, Akiri og Dans & Lær. På åbningsaftenen vil Señor Ding Dong efter sigtende præsentere publikum for en uprætentiøs aften med glimt i øjet, tre festlige bands, dj's og masser af fest og farver.

Bag duoen Bodebrixen er de to gutter Aske Bode og Andreas Brixen, som senest var aktuelle med genudgivelsen "Whatsinsidewhatsoutside" fra sidste år, som bød på iørefaldende numre som "Suit Your Needs", "Keychain", "Clock Radio" og "Traditional Jazz", heriblandt en stak numre fra duoens selvbetitlede debutalbum fra 2008. GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt gav pladen fire stjerner med ros til bandets mange "potentielle hits".

Udover den svensk-inspirerede indie-pop byder aftenen også på gruppen Dans & Lær. Netop dette projekt er en hyldest til noget så livsbekræftende som fugle, der skal blive serveret på en særdeles dansabel måde. Det er engelsk-bosatte Bjarke Søballe, der står bag gruppen, som betegner genren som fuglefunk. Dans og Lær er aktuelle med albummet "Havens Fugle", som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann beskrev sådan:


"'Havens Fugle' er et både forunderligt og fascinerende værk, der bare strutter af nørdet coolness, og rent musikalsk er det en gennemført behagelig størrelse, sådan som der eksempelvis nikkes til Angelo Badalamenti anno Twin Peaks – det hænder lige lovlig ofte, at de hyppigt gentagne virkemidler tangerer det anstrengende, og flere numre sidder fast i en stillestående monotoni, der ikke er befordrende for helheden, men numre som den prikkende 'Skade', den hypnotiserende 'Stor Flagspætte' og den rykkende 'Ringdue' er helt enkelt herlige."

Desuden spiller også Nintendotronica-bandet Akiri. Bandet udgav deres debutalbum "Dead Dumb Dolls" tidligere i år, som GAFFAs anmelder Erik Barkman betegnede beskrev som "Konsolspil og kompleks pop på ambitiøs dansk debut".

Desuden vil Mox81 alias Mortimer Ringwald vende plader hele aftenen, ligesom aftenens konferencier vil være den regerende danske mester i Poetry Slam Lasse Thorning, som vil underholde med skæve litterære indslag og introducere de pågældende tre bands.

Señor Ding Dongs debutarrangement er i morgen, lørdag den 2. oktober, og kommer du før kl. 23:00 byder Señor Ding Dong på en gratis øl. Billetter kan købes i døren.


ANNONCE