Nyhed

Pinkunoizu udgiver debutalbum

Den 8. november udgiver Pinkunoizu debutalbummet "Free Time Volume One" digitalt

"Free Time Volume One" er titlen på Pinkunoizus debutalbum, der udkommer digitalt den 8. november. Bandet kom ud af efterdønningerne på bandet Le Fiasko, hvor Andreas Pallisgaard, den ene af de to frontpersoner, fortsatte sine bedrifter i netop Pinkunoizu.

Siden har bandet blandt andet spillet på Spot Festival i 2010, hvor de fik en positiv fire-stjernet anmeldelse af GAFFAs anmelder Simon Christensen, som skrev:

"Man kunne forestille sig (og ønske), at Pinkunoizu - den lyserøde støj - bliver det næste Efterklang; som starter relativt avantgardistisk, men vinder publikum med sin egen skønhed og logik. Der er ikke andet, der lyder som dem!"


Pinkunoizu beskriver selv musikken som: "et eksotisk mix af lo-fi, high-life, moderne kompositionsmusik, folkemusikalsk sangskrivning, asiatisk 60'er pop og fremtidig post-apokalyptisk undervandsrock".

GAFFA interviewede Andreas Pallisgaard i oktober sidste år, hvor Torben Holleufer blandt andet spurgte om følgende:

Pinkunoizu - hvorfor hedder I det?


"Det er japansk. Pinkunoizu er det japanske navn for Pink Noise, altså lyserød støj. Et frekvensområde, en type støj, som ligger under det, der hedder White Noise. Pink Noise er det, som ligesom rumler mere, en slags tåget støj. Og som alle elektroniske apparater indeholder, en slags selvgenereret støj. Navnet har vi valgt af forskellige årsager. Først og fremmest ville vi ikke have et navn, der var alt for symbol-ladet, for metaforisk og alt for repræsenterende for musikken, forstået på den måde, at det ikke skulle være et navn, som skulle dække over en eller anden stor og forkromet mening.

Selvfølgelig afspejler det musikken, men det går også mod musikken, og det er det jeg godt kan lide ved navnet, et fremmedlegeme og ikke et label, som kan sættes på, og hvor man tænker, at det er det, som musikken er, og så bliver man bekræftet i det."

Når jeg hører jeres numre, synes det som om, I både vil lave singer/songwriter-ting og støj, som er ret forskelligt fra dit tidligere projekt, Le Fiasko?


"Jeg ser måske to hovedelementer i navnet, nemlig det støjende og det mere sukkersøde. Grunden til det japanske er, at det gerne må have karakter af et fremmedlegeme, noget mærkeligt udefrakommende, også set i forhold til noget, der går igen i musikken, som er en bestræbelse eller impuls i retning af at låne fra forskellige musiktraditioner udenfor den vestlige. Og vi låner helt klart fra noget nigeriansk highlife og fra nogle asiatiske ting. Og med hensyn til det japanske, så har jeg beskæftiget mig en del med det japanske samfund, og der sker også nogle vildt spændende ting der. Min opfattelse er, at der det der enormt traditionsbundne ritualsamfund, og så er der et hyperkapitalistisk, teknologisk og fremadrettet samfund, og på en eller anden måde er vores musik måske en blanding af noget traditionel amerikansk songwriting og så er der noget helt andet, noget fra en ikke-vestlig verden."

Pinkunoizu består af omtalte Andreas Pallisgaard, Jaleh Negari, Jeppe Brix og Jakob Falgren, der også begår sig i en række forskellige københavnske bands og projekter blandt andet Selvhenter, Howl Baby Howl, Chimes and Bells, Kostcirklen og Valby Vokalgruppe.

"Free Time Volume One" udkommer i første omgang kun digitalt, mens "Free Time Volume One & Volume Two"" udkommer i et samlet fysisk format i marts 2011. Førstnævnte udkommer den 7. november på Playground Music og Morningside Records.


Du kan læse hele Torben Holleufers interview med Pinkunoizu her, og du kan se yderligere information om bandet på www.pinkunoizu.com.

ANNONCE