Nyhed

Scissor Sisters aflyser turné

Den amerikanske gruppe aflyser turné på grund af økonomiske problemer

På fredag den 29. oktober skulle New York-gruppen Scissor Sisters have spillet en næsten udsolgt koncert på Store Vega i København. Bandet har dog netop aflyst hele deres Europaturné. Derfor bliver det desværre heller ikke til nogen koncert i København, hvorfor man kan få sine billetter refunderet.

Bandet udtaler følgende i en pressemeddelelse:

"Vi er kede af at meddele, at Scissor Sisters er blevet tvunget til at aflyse deres kommende shows i Europa. På grund af finansieringsproblemer, har det været umuligt at få turnéen til at fungere økonomisk. Bandet er meget skuffede, men det er uden for nogens kontrol." Bandet uddyber:


"Vi er kede af at finde ud af, at vi ikke er i stand til at spille vores planlagte turnédatoer gennem Europa. Vi er meget trætte af denne frustrerende situation. Vi vil forsøge at gøre det godt igen og vende tilbage til disse smukke byer snart."

Popgruppen besøgte sidst dansk jord under årets Nibe Festival i juli måned, hvor bandet høstede fem stjerner af GAFFAs anmelder Troels Frøkjær.

Scissor Sisters får dog ikke mulighed for at gentage succesen i første omgang, idet koncerten fredag den 29. oktober på Store Vega som sagt er aflyst. Billetter kan refunderes via Billetlugen.dk eller på telefon 70 263 267.


ANNONCE