Nyhed

Solomon Burke er død

Den amerikanske soulsanger døde ved ankomsten til lufthavnen i Amsterdam i morges

Den amerikanske soulsanger Solomon Burke døde søndag morgen ved ankomsten Schiphol Lufthavn ved Amsterdam, hvor han skulle have givet koncert på tirsdag. Det melder flere hollandske kilder og nyhedsbureauet AP.

Den præcise dødsårsag er stadig ukendt, men Burke skulle angiveligt have udåndet for sidste gang i sit flysæde lige ved ankomsten fra Los Angeles til Amsterdam.

Inden for soul er Solomon Burke nærmest en legende, og var altså stadig aktiv i en karriere, der efterhånden har varet 50 år. Så sent som i juli udsendte han sit sidste album, "Nothing's Impossible", som er produceret af Willie Mitchell.


Solomon Burke blev født i 1940 i Philidelphia og arbejdede som præst, inden han udgav sit første album i 1962. Siden har soulsangeren udgivet mere end 30 albums igennem fem årtier, hvor han også er blevet indlemmet i Rock and Roll Hall Of Fame i 2001.

Burke efterlader en familie med 21 børn, 90 børnebørn og 19 oldebørn. Han blev 70 år.

I forbindelse med sit sidste album gav Solomon Burke i juni et interview med GAFFA. Du kan læse interviewet her.


ANNONCE