Sidste brik er nu faldet på plads med udvælgelsen af Cutfather som ny dommer i X Factor
Danmarks Radio meddelte tidligere på ugen, at de i dag ville offentliggøre navnet på den sidste dommer i X Factor, og ved udnævnelsen af Mich "Cutfather" Hedin som tredje navn i dommertrioen har de holdt, hvad de lovede.
Cutfather har ugen igennem været flere avisers bedste bud på en kandidat, og folk har været så sikre på, at det ville blive ham, at online spillewebsider er stoppet med at tage imod væddemål, da det virkede som om de folk der spillede lå inde med insiderviden.
Og nu er det så officielt: Cutfather skal udgøre dommertrioen sammen med Thomas Blachman og Pernille Rosendahl. Han har tidligere samarbejdet med både Remee og Soulshock, så på den måde bliver det jo nærmest i familien, og cv'et er der da bestemt heller ikke noget i vejen med.
Han har gennem karrieren samarbejdet med Kylie Minogue, Christina Aguilera, Angie Stone, Brandy, Santana, Pussycat Dolls, Blue, Peter Andre, Westlife, Robyn og Pixie Lott. Hele syv gange har hans numre toppet den engelske hitliste, og fire gange har han været i top 10 i USA.
Derudover var Cutfather også inde over "Return Of The Mack" med Mark Morrison i 1996 og "Superstar" med Jamelia, der var det tredje mest spillede nummer i verden i 2003, hvilket gav ham den prestigefyldte pris The Ivor Novello Award for at være det mest spillede nummer i England det år.
Nu skal han så bedømme sangtalenterne hos håbefulde unge danskere i X Factor, der går i luften efter nytår.