Nyhed

Deftones til KB Hallen

Bandet vender til november tilbage til Danmark sammen med Coheed And Cambria

Deftones var blandt hovednavnene til første udgave af Copenhell i juni måned, og til november vender de tilbage for at give endnu en dansk koncert. Denne gang bliver det i KB Hallen, hvor bandet får følgeskab af Coheed And Cambria.

Efter en lang periode der var præget af bassisten Chi Chengs biluheld og efterfølgende koma kunne Deftones endelig i maj i år udsende albummet "Diamond Eyes". Det var det sjette fra bandet, og albummet blev velmodtaget af både kritikere og publikum, specielt i USA.

Herhjemme skrev GAFFAs Keld Rud om albummet:

"Albummet er meget homogent. Når man først kommer forbi titelnummeret, er der ikke nogle sange, der stjæler opmærksomheden fra de andre, og der er omvendt heller ikke nogle svipsere. "Diamond Eyes" står dermed som et af Deftones' stærkeste udspil kun overgået af tidligere nævnte "Around The Fur" og "White Pony".

Også Coheed And Cambria udsendte i år et nyt album, så det er med andre ord to grupper med relativt nyt materiale, der kan opleves sammen senere på året.

Deftones og Coheed And Cambria giver koncert i KB Hallen 27. november, og billetsalget starter mandag 13. september via Billetlugen.dk.

ANNONCE