Nyhed

Gallashow i Bremen

Københavns nye musik- og comedyteater fejrer stedets første sæson med ”Bremen Galla” lørdag d. 2. oktober

Der er stadig nogle, der tror, at "Bremen" er et tv-studie på Amager. Men har man fulgt en lille smule med i den københavnske underholdningsverden det sidste halve års tid, har man sikkert opdaget, at Bremen er andet end den atmosfærefyldte ramme om Danmarks eneste livecomedyshow, "Live Fra Bremen", som i sin tredje sæson samler mere end 900.000 seere på TV2 hver fredag.

Ud over udsolgte huse med de største navne fra den danske comedyscene har Bremen også budt på musikalske oplevelser med blandt andre Mads Langer, The Rumour Said Fire og Kashmir siden februar.
Nu tager Bremen hul på sin første rigtige sæson og i den forbindelse har stedet budt på koncerter med bl.a. svenske Melissa Horn, The Blue Van og Thomas Dybdahl. De følgende måneder byder ydermere på koncerter med The Raveonettes, Julie Maria, Beth Hart og De Eneste To (billedet red.).
Lørdag d. 2. oktober fejrer Bremen den officielle åbning med en galla-aften, hvor dele af ejerkredsen vil stå på scenen sammen med en lang række special guests fra comedy- og musikmiljøet. Der er denne aften lagt op til tre timers show med Casper Christensen som vært og optrædener med Frank Hvam, Lars Hjortshøj, Mikael Wulff, krydret med musikalske indslag fra De Eneste To, Christian Hjelm (Figurines red.), Loopgirl (Maria Timm red.), Simona Abdallah, Mads Løkkegaard og Specktors.
Billetter til arrangementet koster 199 kr stk. og kan købes via GAFFA Live

 

ANNONCE