Nyhed

Peter Peter kommenterer Sort Sol-rygter

Den tidligere Sort Sol-guitarist kommer med sit bud på rygterne om gendannelsen af den legendariske danske gruppe

For nylig kunne Ekstra Bladet fortælle, at Sort Sol til næste år bliver gendannet til en afskedsturné. Guitarist Lars Top-Galia afviste dog over for GAFFA, at han havde indgået nogen aftale, og nu fortæller også Peter Peter sin version af historien i et interview eksklusivt for GAFFA. Peter Peter fortæller:

– Som jeg så det indtil for nylig, var der ingen grund til at gendanne Sort Sol – den naturlige cyklus havde ligesom udspillet sig: 1) gruppe opstår. 2) gruppe kæmper. 3) gruppe får succes. 4) gruppe bliver interessant for diverse købmænd, som gerne vil have mere af den vare, der sælger. 5) medlemmer, der ikke ønsker at sælge ud forlader gruppen. 6) gruppen kører lidt videre til stor glæde for købmænd og medier. 7) gruppen opløses på grund af penge-slagsmål. Så er gruppen død, og man priser de gamle dage, da musikken levede, og motivationen var at ændre status quo med alle midler.

- Nu har jeg ikke følt mig som en del af gruppen i mange år – jeg har ikke hørt meget af det, de har produceret uden mig, men mine gamle tanter har alle været vilde med det, og det tager jeg ikke som et særligt godt tegn. Al respekt til mine tanter.


– Det er sandt (som Ekstra Bladet skrev, red.), at jeg har store problemer med min ryg. Jeg tror, det skyldes min Gibson Goldtop – den vejer et ton, men hvad har det med sagen at gøre? Jeg får nogle gode piller af min læge, og det har aldrig været skidt for rock and roll. Desuden indspillede og turnerede jeg "Sunrise" (The Bleeder Groups album fra 2004, red.) med samme rygsmerte.

Har du været i kontakt med nogle af de andre medlemmer for nylig, og har I i givet fald talt om gendannelse?

– Engang i 2008 løftede jeg "fatwaen" – hvis jeg kan bruge det udtryk på en humoristisk måde – over Tomas Ortved i forbindelse med, at jeg var ved at indspille en ny cd med egne numre. Tomas var ikke skyld i, at jeg forlod gruppen, og jeg savnede den "shorthand" vi havde sammen. Vi gik i gang i øvelokalet og lavede en lille surprise happening ved et børne-punk-arrangement, hvor vi spillede sange fra "Minutes To Go". Dette var ikke ment som en reunion og ingen vidste at vi ville gøre det. Vores sessions gik i stå, mens han indspillede en ny cd med Alive With Worms. Jeg deltog som guitarist. Det tog lang tid, men jeg havde selv travlt i mit eget studie. Før jeg tog til London i maj (for at se Iggy and the Stooges og Suicide 2 aftener), fik jeg en mail fra Knud Odde, hvor han fortalte mig om den foreslåede reunion og om de meget store indtjeningsmuligheder, hvilket gjorde mig meget vred, og jeg afslog straks. På Tomas' anmodning tog jeg et møde med ham og Steen, som jeg ikke havde set, siden jeg gik ud. Vi havde snakket sammen en gang, da jeg afslog at spille til Wili Jönssons fødselsdag. Jeg fortalte Steen, at jeg kunne overveje at spille med ham og Tomas. Jeg mener ikke, at Knud stadig er aktiv.

– Steen lod mig forstå at jeg ville høre nærmere, og jeg venter sådan set stadig. I sidste uge fik jeg en telefonbesked fra Tomas om at han ville gøre det, fulgt desværre af fem dårlige undskyldninger. Der ville være et møde i foregående uge, som han ville gå til. Jeg har efterfølgende fjernet mit arsenal fra hans øvelokale. Tomas var ikke til stede.


– Forrige år kom mit store barndomsidol Brian Eno ned i vores studie – han var der for i en uge at møde maleren Christian Skeel, som jeg har studiet hos. Han var kommet til Danmark for – som han sagde: I England er der ingen, der vil tale om kunst - de vil alle sammen tale om penge. Jeg vil applikere de ord til denne situation.

Læs også et interview med Peter Peter om, hvad han har gang i musikalsk for tiden

ANNONCE