Den forhenværende Big Fat Snake-guitarist udgiver nyt album med gamle numre
I dag 6. september er albummet "Ved Nærmere Eftertanke" på gaden, og tager plads i Viskindes katalog som det femtende i rækken af solo-albums. Albummet er indspillet i Kristian Gislasons studie (Birdland) og indeholder bidrag fra Palle Hjorth (keyboards), Jesper Berg (trommer og perkussion) og Steffen van Norde (bas).
Numrene på albummet spænder over gamle Big Fat Snake-sange, som ifølge Viskinde selv har krævet at blive omfortolket i deres rette element. Som han selv skriver det:
- "No Peace Like In Heaven", "Need Another Lovesong" og "Julen Går Igen I År" har jeg tidligere indspillet med et andet orkester. Personlige sange, som ikke længere bør ligge i hænderne på fremmede. Dejligt at de er hjemme igen.
Ud over gamle Big Fat Snake-numre byder albummet også på fortolkninger af Bob Dylans "Love Minus Zero/No Limit" og "Don't Think Twice". Nyfortolkninger af numre som "Ordinary World", "True Love" og "Paradise Coming Home To You" som tidligere været udgivet på andre af Viskindes solo-albums har også fundet vej til dette nye album, som netop er røget på gaden.
Viskinde selv udtaler om albummet: "Jeg har valgt sangene blandt mine egne fra fortiden og andres. Fælles for alle sangene er at de på en eller anden måde har haft reel afgørende betydnig i mit liv før eller siden".