Nyhed

Starfighters-navne giver koncert på Plænen i Tivoli

My Evil Twin blev vinderne af dette års Starfighters-konkurrence, og 25. september kan de opleves i Tivoli sammen med The Bronson Brothers og Eumig & Chinon

My Evil Twin blev den 4. august kåret som årets vindere af Starfighters-konkurrencen. Ud over titlen som dette års vinder fulgte 250.000 kroner, en koncert til næste års Skanderborg Festival og en koncert på Plænen i Tivoli.

My Evil Twin er Cecilie Enevold Nielsens (billedet red.) solo-projekt, hvor hun skriver sangene. Electropop-projektet fik ved kåringen udtalelsen: "Gode sange, et stærkt band og dejlig, luftig indie-pop." af dommerpanelet, som bestod af redaktør Rasmus Ardahl fra BandBase, vært Henrik Povlsen fra P3, booker Claus Visbye fra Danmarks Smukkeste Festival og GAFFA-redaktør Peter Ramsdal. (læs mere om finalen her)

Ud over vinderne kan Plænen i Tivoli også præsentere The Bronson Brothers, som fik andenpladsen i konkurrencen og Eumig & Chinon, som fik trediepladsen.


The Bronson Brothers består af 'brødrene' Ted (vokal/guitar) og Clyde (vokal/bas) og er ude med debut-albummet "The Melody Bronson". De musikalske brødre beskriver deres musik som en del af en genre, der tager udgangspunkt "hvor det gamle, akustiske og analoge blander sig med nutidens toner".

Eumig & Chinon er et enmands-projekt (af Christian Kastbjerg) som har høstet stor succes på bandbase.dk for sin udadvendte og funky electro-house.

Koncerten bliver uden tvivl et godt eksempel på noget af det bedste fra Danmarks upcoming-scene, når de tre bands indtager scenen på Plænen i Tivoli d. 25. september kl. 22:00.


Koncerten er som altid gratis for havens gæster.

 

ANNONCE