Huset i Magstræde fejrer lørdag den 16. april sin 41 års fødselsdag sammen med blandt andre Chimes And Bells
Huset i Magstræde inviterer lørdag den 16. april indenfor til fejring af Husets 41 års fødseldag. Programmet byder på dreampop fra Chimes and Bells, folkekøkken, dokumentarfilm i biografen, jazz fra Nordic Music Prize-nominerede Frisk Frugt og teatralsk rock fra svenske Motoboy.
I en pressemeddelelse beskrives den kommende fødselsdagsfest således:
"Det kilder i Huset. På den gode måde. Det er den der ubestemmlige energi, som indfinder sig når vi er i bevægelse og bliver bevæget sammen med andre. Et stigende besøgstal og profilmæssig fremgang på 6 scener, der alle blomstrer i fuld vigør, siger det hele - Huset er på sit 41 leveår stadig i rivende udvikling, og denne vidunderlige virkelyst deler vi ud af lørdag den 16. april. Dagen lang kan publikum vælte sig i berigende oplevelser, når Huset sætter gang i alle 6 scener, og den symbolske pris for at tage del i fornøjelighederne er minsandten kun 41 kroner".
Her vil der være alt fra underholdning for de mindste ved Jeppe fra Lillenørd over musikdokumentarer og dj-sæts til koncerter med Chimes and Bells, Frisk Frugt og Motoboy. Underholdningen starter 11:30 og kører derefter til klokken 05:00, og mellem 22 og 23 vil der være happy hour i Husets café.