Nyhed

Karrierekanonens finalister er fundet

I denne uge offentliggøres de otte bands, der er gået videre til finalen i P3's musikkonkurrence

935 solister og grupper meldte sig til Karrierekanonens 10-års jubilæumsudgave. 24 blev valgt ud som semifinalister og gav i marts og april koncerter på spillesteder landet over. Efter at have fulgt semifinalisterne på farten er dommerpanelet nu klar til at skære ned til otte finalister.

Vinderne offentliggøres to ad gangen på P3 i radioprogrammet "Karrierekanonens finaleuge på P3" fra i dag 18. april til på torsdag den 21. april. 

Programmerne mandag og tirsdag bliver sendt klokken 21.00 - 00.00, mens programmerne onsdag og torsdag sendes 22.00 – 00.00, og der bliver spillet masser af musik fra finalisterne, tidligere vindere som The Olympics (billedet) og Ignug kigger ind og fortæller, hvordan det har været at vinde KarriereKanonen, ligesom der naturligvis er interviews med de glade finalister.


De otte finalister er udvalgt på baggrund af deres liveoptrædener og musikalske talent, og at finde frem til de otte finalister har været hårdt arbejde for dommerne, der er repræsentanter fra P3 og Roskilde Festival.

"Det samlede niveau på spillestederne har været enormt højt. Der har ikke været én aften på et spillested, hvor jeg ikke er blevet overrasket over originaliteten, nerven og talentet. Derfor har det også været ekstra svært at vælge otte ud, men de otte, som bliver finalister er i mine og de andre dommeres øjne noget helt særligt. Jeg er sikker på, at vi kommer til at høre meget til dem i fremtiden", siger Karrierekanon-dommer Carsten Holm.

Når finalisterne har fået besked i løbet af ugen, skal de i gang med at varme op til endnu en liveoptræden. Første fredag og lørdag i maj skal finalisterne ud at spille igen til de to finale-showcases. Herefter bliver KarriereKanonens tre endelige vindere udvalgt.


Vinderne bliver alle playlistet på P3 og mindst en af dem bliver tilbudt job på Roskilde Festival. Derudover får de tilrettelagt et skræddersyet forløb, der skal give dem de bedste forudsætninger for at videreudvikle deres karriere og de får tilbud om spillejobs på flere andre festivaler, blandt andet Spot.

De otte finalister kan opleves til de to finale-showcases, der finder sted fredag den 6. maj på Studenterhuset i Aarhus og lørdag den 7. maj på Stengade i København. 

ANNONCE