Kom til gravøl med 10-års fødselaren den 15. april på Loppen
GAFFA kunne i november fortælle, at det lille danske pladeselskab Morningside Records lukker efter 10 års eventyr. Afslutningsfesten er placeret på Loppen på Christiania den 15. april, og i alt fire navne skal spille den sidste melodi: Jomi Massage (billedet), Won't Lovers Revolt Now, Shout Wellington Air Force og Pinkunoizu. Sidstnævnte udgav sin debutskive 8. november og blev således sidste regulære udgivelse for Morningside Records.
For at holde ørerne varme vil desuden Jesper Majdall (fra My Friend George), Nis Svoldgård (fra Oh No Ono) og Claus S. Johansen (Fra Figurines) vende plader fra 70'erne til og med 90'erne.
Stifter af Morningside Records, Jesper Brodersen, fortalte i november hvordan pladeselskabet ikke ønskede følge visse tendenser på musikmarkedet:
"I en årrække nu har musikken i fysisk format haft mere end svært ved at stå alene. På produktions- og distributionsniveau er der mange fordele, men på en eller anden måde er det, som om musikken bliver fortrængt fra sin centrale plads. Og at få pladerne hjem fra tryk har altid begejstret mest. Her skal Morningside Records ikke ændre sig. "I did not become someone different. I did not want to be." - som Smog synger," citerer Jesper Brodersen.
Morningside Records har i sin tid udgivet plader for Figurines, Oh No Ono, Larsen & Furious Jane og mange flere. Billetter til afskedsfesten koster 100 kroner og kan købes via Billetlugen.