Nyhed

The Ark giver afskedskoncert i Amager Bio

Det københavnske spillested lægger i aften sal til de svenske glamrockere, der snart går hvert til sit

Efter tyve års eksistens har svenske The Ark besluttet sig for at sige stop, og det gør bandet med en afskedsturné, som i aften bringer Ola Salo og hans musikalske følge forbi Amager Bio i København.

Der er stadig billetter at få til koncerten, hvis sætliste sekstetten har lovet bliver en tur "down memory lane". Man kan således formentlig se frem til at høre gedigne glam rock-hits som "It Takes A Fool To Remain Sane", "Calleth You, Cometh I" og "One Of Us Is Gonna Die Young".

Om opløsningen forklarer Ola Salo:

- Vi føler at vi har udrettet dét, vi ville artistisk set, og at det nu er tid til at komme videre i livet. The Ark har været en vældig stor del af vores liv og vil altid betyde meget for os. Derfor vil vi gøre vores 20-års jubilæum i 2011 til en reel afskedsfest.

The Ark debuterede tilbage i 2000 med "We Are The Ark", og siden er det blevet til yderligere fire studieudgivelser, hvoraf det seneste, "In Full Regalia", udkom sidste år.

I februar måned udsendte bandet desuden opsamlingsalbummet "Arkeology", som indeholder samtlige singler fra det fem plader store bagkatalog plus to nye sange: "Breaking Up With God" og "The Apocalypse is Over".

Billetter til aftenens koncert kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE