Det amerikanske indie-rockband aflyser deres koncerter i Aarhus og København
Grundet sygdom er det amerikanske indie-rockband Best Coast nødsaget til at aflyse koncerten i Amager Bio i København den 22. august og på Train i Aarhus den 23. august.
Frontkvinden Bethany Cosentino er blevet diagnosticeret med en infektion i øret, og hun må derfor ikke flyve. Best Coast er kede af, at de må aflyse deres danske koncerter, og skriver i en pressemeddelelse:
"Bethany Cosentino er blevet diagnosticeret med en infektion i øret. Hendes læge har sagt, at flyvning kan medføre permanente skader. Hun er virkelig ked af at måtte aflyse koncerterne og er fast besluttet på at gøre det godt igen for de europæiske fans".
Den californiske duo, som består af 23-årige Bethany Cosentino og hendes musikalske makker Bobb Bruno, har på kort tid gjort sig bemærket med deres californiske lo-fi indiepop. Sidste år debuterede duoen med albummet "Crazy for You", som tidligere på GAFFA blev omtalt som "et album fyldt med retro-popperler a la dem Phil Spector producerede i 60'erne, tilsat lo-fi støj a la Jesus & Mary Chain og Dinosaur Jr.", og blandt inspirationskilderne til pladen blev der nævnt navne som The Ramones og The Ronettes.
Og sammen med deres trommeslager, Ali Koehler, er Best Coast i gang med at udarbejde endnu et album.
Billetter, der er købt til koncerterne i København eller Aarhus, kan refunderes, hvor de er købt.