Det engelske dancepunk-band har mistet deres tidligere trompetist
Sidste fredag blev 27-årige Richard Turner ramt af et hjerteanfald, da han tog en dukkert i en pool i det sydlige London.
Turner, der har fungeret som on-off-trompetist hos det engelske dancepunk-band Friendly Fires gennem tre år, fik hjælp af livreddere og blev kørt til King's College Hospital, hvor han døde senere fredag aften den 12. august.
Turners bedste ven Eddy Hacket, har udtalt om hændelsesforløbet:
"Livvagter kunne se, at der var noget galt. De trak ham op fra vandet og gjorde det bedste, de kunne for at redde hans liv. Efter fire minuter ankom tre ambulancer, som ligeledes gjorde alt, hvad de kunne", har Hacket fortalt London Evening Standard.
Friendly Fires er i øjeblikket på turné og kan nu se tilbage på en tragisk uge med storm og scenekollaps på Pukkelpop Festival i Belgien, som kostede fem mennesker livet, og så tabet af Richard Turner. Turner blev 27 år.
De engelske dancepunkere debuterede i 2008 med deres selvbetitlede album, og i år udkom opfølgeren "Pala".
I 2009 lagde trioen vejen forbi Roskilde Festival, hvor de leverede en koncert på Odeon-scenen. GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez gav koncerten fire ud af seks stjerner og skrev blandt andet:
"Bandet sparker deres første koncert på dansk grund i gang med nummeret "Lovesick", hvis sprudlende energi, imponerende rytmer og funky basgange skal vise sig at være kendetegnende for koncerten. Det er en håndfuld yderst energiske engelske ungersvende, vi har med at gøre, og forsanger Ed McFarlane bevæger sig rund på scenen som en spændt fjeder med en charmerende nørdet elegance, der burde gøre selv John Travolta anno 1977 grøn af misundelse".
I forbindelse med deres turné gæster Friendly Fires Vega i København.
Koncerten finder sted den 19. september, og billetter kan erhverves via GAFFA Live.