Nyhed

Handsome Furs gæster Loppen

Det canadiske elektro-rock-ægtepar har deres nyeste album med i bagagen, når de giver koncert i København til oktober

Til oktober gæster det canadiske elektro-rock-ægtepar Dan Boeckner og Alexel Perry alias Handsome Furs København, hvor de vil give koncert på Loppen på Christiania.

Ægteparet dannede Handsome Furs i 2005, og i 2007 udgav de deres debutalbum "Plague Park, som blev fulgt op af "Face Control" i 2009 og "Sound Kapital", som udkom i juli måned i år. Sidstnævnte modtog en fem-stjernet anmeldelse af Lars Löbner Jeppesen, som blandt andet gav den ordene:

"Som så meget andet moderne skramlet electrorock er lyden klaustrofobisk kantet, men der, hvor Handsome Furs adskiller sig fra horden, er i evnen til altid at have det fængende hook for øje".


Sidste gang Handsome Furs lagde vejen forbi Danmark var i 2009, hvor de spillede koncert på Rust i København. Året før leverede duoen koncert i Musikcaféen i Aarhus, hvor de blandt andet fik følgende ord med på vejen:

"Det var et lille, stort band, der gæstede Musikcaféen fredag aften (...) Boeckner og Perry indtog scenen og deres instrumenter med stor energi. Der var tydeligvis ikke tale om endnu en dag på kontoret hos den intenst syngende Boeckner og den nærmest maniske Perry, der konstant bankede rytmen med den ene af sine bare fødder, mens hun betjente sine instrumenter".

Ud over Handsome Furs er Dan Boeckner frontfigur i indie-rockbandet Wolf Parade, der for tiden sat på standby. Men det er Handsome Furs ikke, og den 11. oktober får man mulighed for at opleve dem på Loppen.


Koncerten finder sted på Loppen (Christiania) i København tirsdag den 11. oktober kl. 21.00.

Du kan finde mere information om koncerten og billetter på Loppens hjemmeside.

ANNONCE