Nyhed

Laust Sonne er klar med solodebut

D-A-D-trommeslageren udgiver sit solo-debutalbum ultimo august

I 2009 skrev vi på GAFFA, at D-A-Ds Laust Sonne sprang ud som solo-solist. Det er første gang, trommeslageren frigiver et udspil i eget navn, og release-datoen er sat til den 29. august. 

Sonne, som blandt andet er kendt for indtil videre omkring 11 år bag trommerne i det danske rockband D-A-D og som frontmand i bandet Dear, udtaler i en pressemeddelelse, at det kommende album oprindeligt var ment som en tredie Dear-plade, og stilen skulle være "disko-punk", men stadig med masser af guitarer. Men lyden udfoldede sig hurtigt til den elektroniske ende og bevægede sig langt væk fra udgangspunktet og de tidligere Dear-plader, at det til sidst ville være totalt misvisende at kalde det for en Dear-produktion.

Derfor tager Sonne albummet med i eget navn, når han drager på turné til efteråret.


Tilbage i 1995 rejser Sonne til udlandet, hvor han optræder et par år i London i selskab med Kira Skov og bandet Butterfly Species. Efterfølgende tager de turen over Atlanten til Los Angeles, men efter to år, en længere række jobs, en flugt fra en omgang mexicansk bande-tæsk og en blank kontoudskrift beslutter Sonne sig for at rejse tilbage til Danmark, hvor han med det samme får tjansen som trommeslager på Tim Christensens første solo-plade "Secrets On Parade".

Samtidig holder D-A-D øje med trommeslageren og får ham med i bandet som erstatning for Peter Lundholm, der har besluttet sig for at forlade gruppen. Sonne aftaler med de resterende D-A-D-medlemmer, at han fortsat må eksperimentere med andre musikalske projekter. Blandt en række af musikalske sidespring kan man nævne, at Sonne har udgivet to album under navnet Dear, som er et band, han i sin tid udviklede i samarbejde med sin storebror, trommeslager Kristoffer Sonne.

Og nu springer Laust Sonne ud som Laust Sonne. Som det fremgår af en pressemeddelelse "er det kommende album hovedsageligt skrevet sammen med storebror Kristoffer Sonne i hans studie i London, og langdistance-forholdet har vist sig at have en vis effektivitets-effekt på den kreative proces. De numre, de har skrevet sammen, har været igennem en lang dialog over Skype og email og er afsluttet med en koncentreret kreativtet, når de har mødtes i London".


Om sin kommende solo-debut siger Laust Sonne:

"Jeg tror, at alle folk, der kender mig lidt mere indgående, altid har vidst, at jeg havde denne plade liggende inde i mig. Der har været så meget andet musik, jeg også har haft lyst til at lave, men nu er tiden kommet til min første solo-plade. Jeg håber, at den viser min dybe og langvarige kærlighed til dansabel popmusik".

I forbindelse med sin solo-debut tager Sonne på turné, hvis køreplan lyder som følger:


15.09, Badeanstalten, Slagelse

16.09, Gimle, Roskilde

17.09, Vershuset, Næstved


22.09, Train, Aarhus

23.09, Posten, Odense

24.09 Kulisselageret, Horsens


29.09, Vega, København

30.09, Viften, Rødovre

01.10, Tobaksgaarden, Assens


14.10, Det Bruunske Pakhus, Fredericia

20.10, Sønderborghus, Sønderborg

21.10, Paletten, Viborg


22.10, Godset, Kolding

Debutalbummet sendes på gaden den 29. august.

Du kan høre singlen "Spell On you" via Sonnes MySpace.  


Billetter til turnéen kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE