Den splinternye video til ”Window Shopping” kan nu opleves her på sitet
Aarhusianske Larsen And Furious Jane har fået en del positiv opmærksomhed på baggrund af udgivelsen af deres fjerde (og i øvrigt ganske gratis) album "Dolly", som har fået glimrende anmeldelser i flere af landets medier.
Blandt andet lød dommen således i GAFFAs Finn P. Madsens femstjernede anmeldelse:
"Larsen & Furious Jane er et spændende bud på, hvordan et band lader skabertrangen sejre over det kommercielle. Dolly er en alternativ perle, der lever sit helt eget liv, men som også byder sig til for den, som har lysten og tiden til at blive draget ind i et spændende musikalsk univers."
Nu er bandet så klar med den første video fra albummet. Frontmand Torsten Larsen har selv instrueret billedsiden til nummeret "Window Shopping", og har følgende at fortælle om videoen:
"'Window Shopping'-videoen er endnu et udslag af vores beslutning om at hente alle aspekter af at lancere vores plade "Dolly" hjem. Vi har for eksempel selv taget alle pressebillederne. "Window Shopping" er en sang, der handler om trykke næsen flad mod andres lykkebilleder eller måske at leve lidt ved siden af sit eget liv. Billederne er fra Prelinger Archives, hvor man kan finde en masse ophavsretfrie gamle film, blandt andet amatørfilm. En del af videoen viser Simon Rodias Watts Towers, som der er en meget fascinerende historie bag. Simon Rodia samlede skår og jern igennem mange år og byggede disse tårne på sin grund midt i Los Angeles. Det mødte modstand fra naboerne, og flere gange blev der begået hærværk mod værket. Da han endelig var færdig rejste han væk. Men tårnene står der stadig. Fans af serien "Six Feet Under" vil måske huske en scene, hvor Claire og Russell slutter en druktur af ved tårnene."
Videoen kan ses på GAFFA TV, og "Dolly" kan hentes ganske gratis her.





