Nyhed

Wafande samler ind til Afrikas Horn

Den debutaktuelle danske reggae-hiphopper har oprettet en indsamlingsside og opfordrer alle til at give et bidrag

Ligesom andre danske musikere samler Wafande ind til Afrikas Horn. Sangeren har oprettet sin egen online-indsamling, som foregår på en indsamlingsside, hvor den danske reggae-hiphopper synger en af sine helt nye sange i en video, hvor han samtidig opfordrer folk til at give et bidrag til Red Barnets nødhjælpsarbejde i Afrikas Horn.

Alle, der donerer et bidrag, deltager i lodtrækningen om personlige gaver, som Wafande har sat på højkant. Her er der tale om et signeret eksemplar af Wafandes debutalbum "Du Ved Det", en signeret cap, som sangeren selv har gået med og en voodoomaske, som hænger i Wafandes hjem.

Du kan give dit bidrag her.


Wafandes debutalbum "Du Ved Det" er blevet frigivet i dag. Albummet har fået en fem-stjernet anmeldelse af GAFFAs anmelder Henrik Bæk, som blandt andet har skrevet:

"Der er i den grad internationalt blod i årerne på den unge sanger, og med rødder i Danmark, Frankrig og Afrika er hans musikalske repertoire større end de fleste. Tidligere har Wafande optrådt i hiphop-miljøet, men på debutalbummet gør han sig inden for reggae og dancehall-genren, som han dog også musikalsk har hældt mere til de sidste år. Og det er godt. Det er nemlig afsindigt svært at sidde stille og lade være med at synge med på de sjove og skæve tekster, der fortsætter, hvor Bikstok slap for nogle år siden med masser af humor og selvironi mellem rillerne. Wafande holder sig ikke tilbage fra at eksperimentere med teksterne og vrider dem originalt rundt".

Blandt andet på førstesinglen "Gi' Mig Et Smil", som kan høres her.


Indtil videre kan Wafande opleves følgende steder:

27. august Gam3 Final - Street Mekka - Enghavevej 82 - København V

03. september Hylddalen - Maribo


04. september International Dag - Open Air - Rantzausgade - København N

23. september Newbees Festival - Stakladen - Århus

24. september Newbees Festival - Stakladen - Århus


05. november CPH Street Festival - Tap 2 - København V

Du kan finde mere information via Wafandes MySpace.

ANNONCE