Nyhed

Andrew Bird klar med nyt album

Til marts følger Andrew Bird succesen fra "Noble Beast" op med et nyt album, der har fået titlen "Break It Yourself"

Den 5. marts udsender den amerikanske singer-songwriter og multiinstrumentalist Andrew Bird sit sjette solo-album foruden det instrumentale "Useless Creatures", som kom som en bonus-cd til forgængeren "Noble Beast". Det kommende album har fået titlen "Break It Yourself" og udkommer på cd+dvd, cd, vinyl og som download. 

"Break It Yourself" er optaget på otte spor i Birds egen lade i Illinois med en grundstamme af musikere, der tæller Martin Dosh på trommer, Jeremy Ylvisaker på guitar og klaver og Mike Lewis på tenorsaxofon og og bas.

"Det begyndte som en højt skattet indøvning. Det modsatte af produktion. Fire musikere, der spillede i et rum sammen," udtaler Andrew Bird og tilføjer:


"Alt for mange album lyder som en række beslutninger. Ikke som en optræden."

GAFFAs anmelder Finn P. Madsen gav Andrew Bird femte studiealbum "Nobel Beast" fem stjerner og følgende ord med på vejen:

"Herhjemme klinger navnet Andrew Bird sikkert ikke af meget. Men den amerikanske sangskriver og multikunstner har ikke mindre en syv album bag sig og betragtes i hjemlandet som et insider-navn, der for længst har fået pressens og ikke mindst musikkollegaernes blåstempling. Deriblandt Matt Berninger fra The National. Noble Beast bør få seriøse musikelskere op ad stolen. Ved genlyt åbner der sig en verden af forunderlige toner, som spænder lige fra det teatralske til det eventyrlige. I forhold til tidligere udspil er der skruet markant ned for de forvrængede guitarkaskader. Producer Mark Nevers (Lambchop, Bonnie "Prince" Billy) har pakket sange som Oh No med Birds karakteristiske fløjten, Effigy og Anonanimal ind i storladne strygerarrangementer, så de balancerer på grænsen mellem det inderlige og flamboyante."


ANNONCE